Vedtægter for Nibe Håndboldklub


§ 1
Foreningens navn er NIBE HÅNDBOLDKLUB.
Foreningens hjemsted er Nibe Kommune.

§ 2
Klubbens formål er at lede og udvikle håndboldspillet i Nibe og omegn.

§ 3
Som medlemmer optages alle, der ønsker at deltage i foreningens arbejde og idræt, såvel aktive som passive.

§ 4
Medlemskontingentet fastsættes af den siddende bestyrelse.

§ 5
Generalforsamlingen, der er foreningens højeste myndighed, afholdes en gang årligt i 1. kvartal.

Indvarsling sker med 8 dages varsel ved annonce i lokal avis. Indkaldelsen skal angive tid og sted for generalforsamlingen samt dagsorden.

Indvarslingen skal ske ved angivelse af generalforsamlingens dagsorden, og såfremt konkrete forslag af medlemmerne ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal dette forslag være bestyrelsesformanden i hænde senest 4 dage før generalforsamlingens afholdelse.


Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Formandens beretning

3. Regnskabsaflæggelse

4. Valg af:
    a. bestyrelse
    b. 2 suppleanter
    c. revisor

5. Behandling af indkomne forslag

6. Eventuelt



Generalforsamlingen vælger indledningsvis sin dirigent. Dirigenten leder hele generalforsamlingen.

Stemmeret på generalforsamlingen har alle medlemmer over 15 år, samt medlemmer af støtteforeningen for Nibe Håndboldklub.

Stemmeret kan kun udøves ved personlig fremmøde, og således ikke gennem fuldmagt.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal mellem de fremmødte.

Som medlemmer af foreningen har bestyrelsesmedlemmerne også stemmeret.

Afstemninger foregår som udgangspunkt ved håndsoprækning.

Ønsker blot et medlem skriftlig afstemning, kan dette kræves.

§ 6
Stk. 1 Bestyrelsen vælges af medlemmerne på generalforsamlingen og består af 5 medlemmer. På generalforsamlingen vælges endvidere 2 suppleanter.

Stk. 2 Bestyrelsesmedlemmer vælges for to år, således at der hvert 2. år på skift afgår:
          3 medlemmer, i de ulige kalenderår og
          2 medlemmer, i de lige kalenderår

Stk. 3 Bestyrelsen skal konstitueres senest 8 dage efter generalforsamlingen.

Stk. 4 Holdene sættes af træner/holdleder - eventuel i samråd med bestyrelsen.

Stk. 5 På generalforsamlingen vælges revisor.

§ 7
Til vedtagelse af forslag om ændringer af lovene eller opløsning af foreningen kræves at 2/3 af de på generalforsamlingen afgivne stemmer er herfor.

Forslag til ændringer i lovene skal være bestyrelsen i hænde senest 4 dage før generalforsamlingen.

Ved ophævelse af klubben skal det vedtages på 2 af hinanden følgende generalforsamlinger, med højst 1 måneds mellemrum.

§ 8
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af mindst to bestyrelsesmedlemmer i foreningen.

Ekstraordinær generalforsamling kan endvidere indkaldes af 1/5 af foreningens stemmeberettigede medlemmer.

I begge tilfælde skal de der ønsker generalforsamlingen, fremsende skriftlig begæring til klubbens formand med dokumentation for, at de opfylder kravene i nærværende bestemmelse.

Anmodningen skal endvidere være ledsaget af et forslag til en dagsorden ? ligesom temaet for den ekstraordinære generalforsamling bør angives.

Foreningens formand har pligt til at gennemføre bestyrelsesmøde indenfor maximum 1 måned fra modtagelsen af anmodningen, og orientere den samlede bestyrelse om indholdet af anmodningen.

Indenfor højest yderligere 14 dage har bestyrelsen herefter pligt til at indkalde til den ekstraordinære generalforsamling efter de bestemmelser, der følger af reglerne om ordinær generalforsamling, jfr. § 5.

§ 9
Regnskabsåret går fra den 1/1 til den 31/12 ? og årsregnskab skal forsynes med revisorens påtegnelse og forelægges hver generalforsamling til godkendelse.

§ 10
Bestyrelsesmøde indkaldes af formanden, når dette skønnes nødvendigt, dog mindst en gang om måneden.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Sekretæren fører en løbende forhandlingsprotokol med referater fra bestyrelsesmøder og generalforsamlinger.

Kassereren har pligt til at føre en omhyggelig medlemsfortegnelse over foreningens medlemmer.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 af bestyrelsens 5 medlemmer er tilstede.

§ 11
I tilfælde af foreningens opløsning, skal den eventuelle nettoformue overdrages til en eller flere idrætsklubber i Nibe by.

§ 12
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse, og repræsenterer foreningen i alle forhold.

Bestyrelsen handler under ansvar overfor den årlige generalforsamling, men bestyrelsen kan træffe beslutninger i enhver henseende, bortset fra store økonomiske anliggender ? det være sig køb og salg af fast ejendom, pantsætninger m.v.

Disse store økonomiske anliggender skal generalforsamlingen forud have givet bestyrelsen sin bemyndigelse.

Bestyrelsens beslutninger træffes i alle forhold ved almindelig stemmeflerhed.

Bestyrelsen tegnes i alle ikke økonomiske anliggender af formanden alene.

I økonomiske anliggender af mindre karakter tegnes bestyrelsen af formanden og/eller kassereren.

Kassereren i foreningen skal være fyldt 18 år.

Intet bestyrelsesmedlem vil kunne kræve eenstemmighed i bestyrelsen ved nogen beslutning.

I alle anliggender hæfter foreningen med foreningens formue. Intet bestyrelsesmedlem påtager sig nogen personlig forpligtelse/hæftelse i forbindelse med foreningens drift.


Godkendt på ekstraordinær generalforsamling onsdag den 16. marts 2016.
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Læs mere om Cookies her.
Nibe Håndboldklub | v/Formand Steffen Gertsen | Lundevej 7 | 9240 Nibe | Tlf.: 28562094 | nibehk@nibehk.dk | cvr.nr. 14026398